KLIMA henter stort søuhyre hjem til Ballerup

Der er heftig aktivitet i den store container foran Østre Gasværk Teater i København. Flere medlemmer fra Teatergruppen KLIMA, er i gang med at slæbe udstyr og der lyder med korte mellemrum ekstatiske udråb fra flokken. Begejstringen bliver ikke mindre, da de inde bagerst i containeren finder det store søuhyre, ”Ormen”, der vil få en fremtræden rolle i KLIMAs opsætning af ”Skammerens Datter 2 – Det store opgør” til september.

"Da KLIMA henvendte sig til Østre Gasværk Teater, for at få lov til at låne søslangen, så fik vi et fantastisk tilbud. Teatret tilbød os simpelthen at komme og tømme containeren, hvor meget af udstyret for deres opsætninger af Skammerens Datter 1 og 2 står opbevaret. For os er det et kæmpe skatkammer, at træde ind”, fortæller Maria Schrøder fra KLIMA, der også er instruktør på opfølgeren til ”Skammerens Datter” - den musical, som KLIMA med stor succes satte op sidste år i Baltoppen LIVE.

"Anne Rasmussen, vores faste stuntkoordinator, har formidlet den helt unikke kontakt til Østre Gasværk og her er så meget forskelligt udstyr, som vi også kan få glæde af til vores forestillingerne efter Skammerens Datter 2. Så det er en kæmpe håndsrækning til KLIMA, det her”, fortæller Maria Schrøder inden hun igen forsvinder ind i containerens indre, for at tage stilling til, hvad der skal med retur til Ballerup.

KLIMAs forestilling ”Skammerens Datter 2 – Det store opgør” vil ligesom 1’eren sidste år, blive brugt som springbræt til en masse spændende læringsaktiviteter og særlige oplevelser for mellemtrins-eleverne i kommunen samt et væld af offentlige aktiviteter. Blandt andet en Skammerkoncert d. 3. juni, en åbne prøve d. 8. august og en stor Skammer-dag i Pederstrup d. 25. august.